Samejeoverenskomst

Hvis to mennesker er gift med hinanden, har de automatisk nogle rettigheder og forpligtelser over for hinanden. De har eksempelvis formuefællesskab og, medmindre de har tegnet en ægtepagt, ret til at dele boet ligeligt, hvis de bliver skilt. Alt, hvad de ejer ved ægteskabets ophør, skal altså deles lige. Også selvom det kun er den ene part, der har aktiver, mens den anden har gæld.

Hvis man lever i et papirløst forhold, har man ikke de samme juridiske forpligtelser, men man har heller ikke de samme rettigheder. Det vil sige på trods af, at et par har levet sammen i mange år og måske købt hus, bil og båd sammen, så bliver deres aktiver ikke automatisk delt ligeligt, hvis de går fra hinanden.

Derfor kan parterne ende med at skulle blive enige om, hvem der skal have hvad, på et tidspunkt hvor det potentielt er ret svært at blive enige om noget som helst. Især hvis det kun er den ene parts navn, der står på skøder til hus og bil, men man gerne vil have muligheden for at dele anderledes.

I så fald havde det været smart, hvis parret havde fået oprette en samejeoverenskomst eller samejekontrakt, mens de var på god fod. I samejeoverenskomsten kan parret opstille regler for, hvordan deres sameje af aktiver skal forvaltes i tilfælde af, at parret går fra hinanden. På den måde kan de tage stilling til opdelingen af deres fælles ejendele, før det bliver svært at blive enige, så der ikke er tvivl om, hvordan de er stillet hver især ved et eventuelt brud.

En samejeoverenskomst kan også være en god idé at få skrevet, hvis man eksempelvis ejer aktiver sammen med andre, som man ikke danner par med. Det kan for eksempel være en gruppe venner, der har et sommerhus sammen eller søskende, der deler en bil. En samejeoverenskomst kan i disse tilfælde regulere, hvordan de enkelte parter skal forholde sig, hvis den ene eller alle ønsker samejet ophævet. Dokumentet kan også regulere, hvordan løbende udgifter skal fordeles således, at der ikke kan opstå uenighed om dette.

Normalt behøver en samejeoverenskomst ikke at blive tinglyst, men er gældende hvis bare alle parter har skrevet under på kontrakten. Der kan dog være tilfælde, hvor det kan være nødvendigt med en tinglysning for at sikre sig mod tredjepart. I så fald kan tinglysningen ske online mod et tinglysningsgebyr til staten.

Hvis parterne i samejet ikke har en samejeoverenskomst, og de ikke kan blive enige om, hvordan deres aktiver skal deles, kan uenigheden i sidste ende tages i retten, som kan opløse samejet. I så fald vil aktiverne blive sat på såkaldt frivillig auktion, hvor alle kan byde på eksempelvis huset eller bilen. Parterne kan også selv byde. Det er forskelligt, hvilken ret der tager sig af sagerne. Er det eksempelvis et hus, uenigheden står om, vil det komme for Fogedretten, men er der mere end ét aktiv, vil sagen automatisk komme for Skifteretten, da der så er tale om et bo, der skal deles. Retssager er meget omkostningstunge.